Værd at vide om rejsningsproblemer
Vidste du, at de fleste mænd sandsynligvis vil opleve rejsningsproblemer i løbet af deres liv? Måske er det et forbigående problem, men det kan også være, at det er et gentagende problem, og så vil det være en god ide at få afklaret, hvorfor du ikke kan opnå rejsning.
Hvad sker der under erektil dysfunktion?
Når manden bliver seksuelt ophidset ved enten berøring eller mental stimulering, går der en proces i gang i kroppen. Signaler fra hjernen får de små pulsårer i penis til at blive afslappede, og på den måde øges blodtilførslen. Dette gør, at svulmelegemet bliver fyldt med blod, og dette giver en rejsning af penis. På samme tid blokeres de blodårer, der fører blod væk fra penis, hvilket får penis til at vokse både i længden og i omkreds, og den bliver stiv nok til at kunne gennemføre et samleje. Hvis blot et enkelt af disse trin ikke bliver udført, vil rejsningen udeblive. Måske kan man opleve, at rejsningen lykkes, men kun holder kortvarigt. Det kan det være blodtilstrømningen, der ikke er helt tilstrækkelig. Dette kan skyldes, at et blodkar, nerver eller svulmelegemerne ikke fungerer, som de skal.
Hvem får problemer med erektil dysfunktion?
Faktisk oplever 50% af alle mænd over 40 år rejsningsproblemer. Mandens rejsning forandres med alderen, og risikoen for at opleve problemer stiger med alderen. Sundhedstilstanden hos den enkelte mand har stor betydning, for om man vil opleve rejsningsproblemer. 80% af rejsningsproblemerne har fysiske årsager såsom hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk. Også nogle typer af medicin kan give rejsningsproblemer. Det er specielt visse typer af psykofarmaka fx Sertralin og Citalopram.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er heldigvis meget, man kan gøre ved problemet, så der er al mulig grund til at søge læge eller spørge på apoteket for at få hjælp og rådgivning. Det behøves ikke at være noget, man skal lære at leve med, så vent ikke med at gå til læge for at blive undersøgt. Jo før man finder ud af årsagen til rejsningsproblemet, jo før kan man komme i gang med behandling eller den livsstilsændring, der skal til, for at man atter kan få et velfungerende sexliv. Hvis det viser sig, at det er sygdom, der er årsag til rejsningsproblemerne, så er det vigtigt, at man stadig følger sin behandling, så den kroniske sygdom ikke bliver forværret.
Hvad kan det skyldes?
Den primære fysiske årsag til rejsningsproblemer er begyndende åreforkalkning, hvor der opstår stive blodkar. Åreforkalkning hænger sammen med forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, diabetes og rygning. Hvis der opstår gentagende rejsningsproblemer, er det vigtigt at søge læge, da det kan være et af de første tegn på alvorlig sygdom. Faktisk har 2/3 af mænd med åreforkalkning oplevet rejsningsproblemer som det første tegn på, at noget var galt.
Kig på din livsstil
Det er de gode vaner, der kan gøre en forskel, og selv de små ændringer i hverdagen kan være dem, der skal til, for at man atter kan få rejsning og holde den.
- Er du ryger, så stop – kom ned på apoteket, så hjælper vi dig i gang med et rygestop.
- Drik mindre alkohol – følg sundhedsstyrelsens anbefalinger med højst 7 ugentlige genstande for kvinder og 14 genstande for mænd.
- Dyrk motion – gerne hver dag og mindst 30 minutter.
- Spis sundt – følg de 10 kostråd som fx at spise mere groft og grønt.
- Tab dig, hvis du er overvægtig.
Medicin mod rejsningsbesvær
Fælles for de forskellige lægemidler mod rejsningsproblemer er, at de alle kun kan fås på recept – så man skal altid have en snak med sin læge, inden man kan gå i gang med behandlingen. Der findes forskellige typer af medicin, og det mest kendte er nok Viagra, der virker ved at understøtte den naturlige rejsningsmekanisme – man skal dog stadig stimuleres seksuelt for at få rejsning, det sker ikke kun ved at indtage en tablet.