Stoppede du med at ryge efter nytår? Så meget har du sparet dig selv og din krop for

Rygestop har mange positive effekter på kroppen

Var du en af de mange tusinde danskere, der gav sig i kast med et rygestop i det nye år? Cirka 17 % af danskerne over 15 år ryger dagligt, og mellem 70 og 80 % ønsker at stoppe. Nytåret er ofte det skel, som rygere, der ønsker at stoppe, sætter for sig selv.

Vi er nu næsten gennem årets første måned, og mange vil have givet op på grund af deres abstinenser. En stor del vil dog også stadig være i gang med rygestoppet – og hvis du er en af dem, der stadig klør på, er der godt nyt til dig: Dine chancer for at gennemføre og holde fast i rygestoppet bliver større, for hver dag, der går!

Ud over din forbedrede chancer, får du også en masse andet, heriblandt det vigtigste: En sundere krop dag for dag. Fra det øjeblik, du skoddede den sidste cigaret, har din krop været i gang med at reparere røgskaderne. Det er både dine lunger, dit svælg og dit blodomløb, der langsomt bliver bedre nu.

De her forbedringer sker der i din krop efter rygestop

Din lungekapacitet forbedres ved et rygestopAllerede inden for kort tid efter den sidste cigaret, begynder din krop det genopretningsarbejde, der skal genvinde din lungefunktion og andre vitale områder. På Sundhed.dk finder du en komplet oversigt over, hvad der sker med din krop efter et rygestop. Her er et uddrag:

  • 20 minutter efter din sidste cigaret er din puls faldet til sit normale niveau, og du får varmen tilbage i dine hænder og fødder.
  • 24 timer efter din sidste cigaret er din risiko for at få en blodprop i hjertet blevet mindre.
  • 3 døgn efter din sidste cigaret begynder din lungekapacitet at blive øget.

Efter 14 dage og op til 3 måneder efter din sidste cigaret sker der løbende yderligere forbedringer i din helbredstilstand: Blodforsyningen til dine organer og dit væv bliver forbedret. Lungernes evne til at optage ilt forbedres desuden med op mod 30 %. Du vil også opleve reduceret hoste, hvis du har lidt af ”rygerhoste”.

Efter 1, 5 og 10 år ses også markante forbedringer. Risikoen for at dø af lungekræft mindskes betydeligt – ganske ligesom risikoen for at dø af en blodprop i hjertet også bliver så meget mindre, at den efter cirka 5 år er den samme som for ikke-rygere. Du kan se hele listen over forbedringerne her.

Kæmper du også med abstinenserne?

Abstinenserne ved et rygestop kan være slemme

De ovennævnte helbredsmæssige fordele kan overbevise de fleste om at et rygestop er vejen frem, men det er sjældent motivationen, der mangler. Ofte er det mødet med nogle meget ubehagelige og nogle gange overraskende abstinenser, der sætter en stopklods for projekt rygestop.

De fleste er forberedte på at føle en stærk rygetrang det første stykke tid. Tankerne kræser om rygning, og synet af en ryger eller lugten af røg kan få det til at trække helt ned i de fingre, der plejede at holde cigaretten. Denne rygetrang er dog forventet og derfor nemmere at håndtere end de andre abstinenser, såsom:

  • Utilpashed og influenzalignende tilstande (kvalme, forkølelse, dårlig mave)
  • Nervøsitet, uro og rastløshed (hjertebanken, urolighed i fingre, arme og ben)
  • Koncentrationsbesvær (rastløshed og manglende evne til at samle sig om en opgave)

Ud over kroppens abstinenser, der giver ovenstående symptomer, vil man også opleve andre bivirkninger. Det kan være:

  • Søvnproblemer
  • Problemer med maven
  • Humørsvingninger
  • Hovedpine
  • Øget appetit

Disse bivirkninger kan være meget generende i hverdagen, og kombineret med kroppens abstinenser, er et rygestop nemmere sagt end gjort. Netop derfor findes der mange tilbud om hjælp til at klare sig i gennem et rygestop med succes – det er nemlig både til gavn for den enkeltes sundhed og for samfundet.

Så mange penge har du sparet nu og om et år

Man sparer mange penge på et rygestopEn af de positive sideeffekter, der er ved et rygestop, ud over de sundhedsmæssige fordele, er den økonomiske gevinst, der følger med et rygestop. Afhængigt af ens forbrug af cigaretter og foretrukket tobaksmærke, kan der være mange tusinde kroner at hente – både på kort sigt og især på lang sigt.

Røgfri.nu finder du en tabel, hvor du kan se, hvor mange penge, du kan spare på at stoppe med at ryge. Det fremgår af listen, at hvis du eksempelvis ryger én pakke Prince om dagen, kan du spare 315 kr. om ugen, 1.350 kr. om måneden og 16.200 kr. om året på at stoppe med at ryge.

I løbet af et år kan du altså, med et rygestop, spare op til en udmærket charterrejse til sydens sol og varme, ved at gemme de penge, du almindeligvis ville have brugt på cigaretterne. Er du ung og på SU, vil du tydeligt kunne mærke en forbedring i din likviditet ved et rygestop!

Op på hesten – dine chancer for at klare rygestoppet øges ved at starte igen

Er du en af dem, der måtte give op inden for de første uger af rygestoppet? Så er du måske lidt træt af det hele lige nu – det er aldrig sjovt at mislykkes med et projekt, og man kan komme til at føle sig som en fiasko (også selvom man prøver at gemme den følelse væk).

Du skal dog vide én ting: For hver gang, du forsøger, bliver dine chancer for at blive røgfri bedre! Det er meget almindeligt at prøve forgæves mange gange, før man finder nøglen til succes. Derfor er det også vigtigt at komme op på hesten igen og ikke lade sig slå helt ud af nederlaget.

Hvis du ikke har prøvet det før, kan vi anbefale at prøve et rygestopkursus hos apoteket. Hos Bruuns Apotek i Aarhus C tilbyder vi et rygestopforløb, som du kan læse mere om på siden her.