Rygestop – få hjælp til rygestop på apoteket
Vil du gerne have hjælp til at stoppe med at ryge – så kom ned på apoteket, vi hjælper dig med vejledning og gode råd til dit rygestop.
Vidste du, at det nytter noget at stoppe – også selvom du har røget i mange år? Faktisk kan det forlænge dit liv med op til 10 år, hvis du stopper, inden du bliver 30 og med 6 år hvis du stopper, når du er 60 år.
At det er vanedannende at ryge, det ved de fleste, dette skyldes primært indholdet af nikotin, som skaber en fysisk afhængighed. Derudover er der de sociale og psykologiske aspekter i afhængigheden, som gør, at det er svært at holde med at ryge.
Når man ryger, kommer nikotinen ud i kroppens blodbane og føres op i hjernen, hvor nikotinen stimulerer hjernens belønningscenter – og det er lige netop denne belønning, der motiverer rygeren til at fortsætte med at ryge. Når rygeren får nikotin, mærker vedkommende en række positive virkninger – humøret bliver bedre, de negative følelser, såsom tristhed, uro og angst bliver dæmpet. Opmærksomheden og koncentrationen bliver øget. Mange rygere har en lavere kropsvægt end ikke-rygere, og det skyldes, at nikotin hæmmer følelsen af sult.
Det lyder meget godt det hele, men hvorfor er det så, at man skal motivere sig til at stoppe med at ryge? Jo, for resten af kroppen reagerer negativt på rygning. Der er risiko for at udvikle sygdomme som forhøjet blodtryk og blodpropper.
Der udvikles tolerans overfor nikotinens virkning. Det er fordi, der dannes flere nikotinreceptorer, og kroppens behov for nikotin bliver større. Når man stopper med at ryge, vil man opleve abstinenser, som kan være søvnløshed, frustration og koncentrationsbesvær. Efter et rygestop vil der gå imellem 6 og 12 uger før receptorerne er faldet til deres normale niveau, derfor skal man regne med at det vil tage mindst 12 uger at blive røgfri.
På apoteket har vi forskellige lægemidler til rygeafvænning, som fås i håndkøb – kom og få en snak med os om, hvilken lægemiddelform der passer til dig, og hvilken styrke du har brug for. Graden af afhængighed kan vi hjælpe dig med at bestemme ud fra Fagerströms test, hvor vi stiller 6 spørgsmål om dine rygevaner. I testen opnås et antal point, der kan være med til at bestemme hvilket rygeafvænningsmiddel der er egnet. Der kan fx vælges imellem plastre, tyggegummi, sugetabletter og mundhulespray