Gode råd til tømmermænd i studenterugen

Student plej dine tømmermænd

Student plej dine tømmermændFørst og fremmest vil vi fra Bruuns Apotek gerne ønske stort tillykke med den sidste eksamen til alle de ny-udklækkede studenter landet over. I går alle sammen en spændende tid i møde, hvor I skal finde ud af, hvem I skal være for alvor. Hele verden ligger foran jer.

Men før I når så langt, har I en studenteruge, der skal overstås. Mange af jer skal ud og køre med hestevogn, og traditionen tro foregår det med masser af alkohol og festligheder til langt ud på natten. I den forbindelse er det utrolig vigtigt, at I passer godt på jer selv og hinanden.

Forebyg og plej dine tømmermænd på en god måde

Det allermest sunde er selvfølgelig at holde sig helt fra alkohol. Alkohol er en gift for kroppen, og idet man udsætter sin krop for et massivt indtag af alkoholiske drikke, opstår faktisk en tilstand af forgiftning i kroppen. Men når nu det skal være, og festlighederne står for døren, er det en god idé at have forberedt sig på at drikke alkohol på en god måde, så kroppen pines mindst muligt og tømmermændene mildnes.

Det bedste, du kan gøre for din krop, når du indtager alkohol, er, at drikke vand ved siden af. Noget, der ikke indeholder alkohol i hvert fald, men helst vand. Et stort indtag af vand er nødvendigt for at opretholde kroppens væskebalance, og det er netop dehydreringen, der giver dig nogle af de værste tømmermænd.

Ung kvinde i sengen med et stort glas vandEt stort glas vand, før du går omkuld i din seng efter festen, kan også være med til at mildne tømmermændene. Nogle vil desuden anbefale at tage en knivspids salt sammen med det sidste glas vand. Det hjælper til at opretholde kroppens saltbalance, men man skal være omhyggelig med sit saltindtag, da for meget salt også kan skade.

Der findes desværre ingen mirakelkur til at kurere tømmermænd, men sørger du for at drikke masser af vand, er du godt på vej. Desuden er det en god idé at undgå følgende:

  • At blande drikkevarerne – at veksle mellem fx vin, spiritus, øl og cider har mange gennem tiden erfaret er en dårlig idé. Det giver tømmermænd.
  • Mørke drikke – Rødvin, cognac og lignende giver også flere tømmermænd end lyse drikke som fx hvidvin og vodka.
  • Tom mave – indtagelse af alkohol på en tom mave har aldrig været en god idé. Sørg for at få noget at spise, før du indtager alkohol, og også gerne efter – så har kroppen noget at stå imod med. Stivelsesholdige madvarer som brød og pasta suger væske til sig i maven, og kan være en god idé at spise i løbet af aftenen.
  • Fed mad – Selvom rigtig mange sværger til fed mad i form af junkfood såsom burgere og pommes frites, forværrer de den kvalme, man allerede har. Det, der får folk til at spise ”tømmermændsmad” er, at det ofte kommer med et højt saltindhold – det er dog bedre at få bragt saltbalancen i orden med let mad, fx suppe, der også kan være salt.

For både de unge kvinder og de unge mænd, er det vigtigste at holde lidt igen, når festen er sjovest. Det er nemt at blive revet med i stemningen, men festen behøver ikke at ende med opkast på badeværelset, hvis man formår at holde lidt igen, når man har mest lyst til at give den gas.

Vi ønsker hermed alle unge ny-udklækkede en rigtig dejlig studenteruge og håber, at den bliver uden alt for hård druk :-)!