Gode råd om intimpleje og renholdelse af det intime område
På apoteket er der hjælp at hente, hvis du har brug for et godt råd om pleje og behandling af det intime område. Det kan for nogen være grænseoverskridende og svært at tale om intime problemer, men du kan roligt tale med personalet på apoteket om dette emne.
Der er mange håndkøbsprodukter, der henvender sig både til unge piger, mødre, kvinder midt i livet og kvinder efter overgangsalderen.
Udflåd
Udflåd er helt normalt, og faktisk udskiller en kvinde i gennemsnit 10 ml udflåd om dagen. Man skal være opmærksom på, om udflåddet ændrer sig – der kan komme mere udflåd, det kan ændre farve, konsistens eller lugt. Det kan tyde på en underlivsinfektion.
Hvis du oplever både kløe og rødmen, kan det være en svampeinfektion, du har fået. Førstevalget af behandling er en kombinationspakke, der indeholder en vaginaltablet, der skal føres op i skeden, og en creme til behandling på skamlæberne. Hvis man kun behandler det ene sted, så er risikoen for, at man smitter sig selv, stor. Har du udover kløe og rødmen fået gulgrønt udflåd, kan du have fået dig en bakteriel infektion, der kræver antibiotika, og du skal omkring egen læge for at få en recept.
Urinvejsinfektion
Da kvindens urinrør er meget kort, kan bakterier hurtigt vandre op i blæren og give blærebetændelse. Derfor er der nogle enkelte gode råd, der kan forhindre, at bakterierne når at udvikle sig til en infektion.
- Tør dig altid forfra, når du har været på toilettet.
- Gå på toilettet efter sex
- Drik rigeligt med væske
Hos kvinder, der er i eller efter overgangsalderen, kan gentagne urinvejsinfektioner skyldes, at slimhinderne bliver tørre, tynde og skrøbelige. Her er der mange kvinder, der kan have glæde af en lokal hormonbehandling i skeden, da det sikrer stærk og smidig slimhinde, der kan nedsætte risikoen for blærebetændelse.
Der findes hjemmetests, der kan fortælle dig, om du har fået en urinvejsinfektion.
Pleje af det intime område
Det anbefales at vaske sig kun med vand i skridtet. Men de fleste kvinder vil gerne bruge sæbe eller andre vaskeprodukter, da man forbinder sæbe med god hygiejne. På apoteket har vi forskellige intimsæber, som har det til fælles, at de har en let sur pH-værdi. Udover sæben findes der intimservietter, der er nemme at have med på farten, så man hurtigt kan blive frisket op.
Man kan få mælkesyrebakterier, der kan afhjælpe ubalance i skeden. Disse fås både som en vaginalkapsel og som et kosttilskud, der skal sluges med et glas vand.
Inkontinens
Både mænd og kvinder kan rammes af inkontinens, hvor der bliver problemer med at holde tæt. Der findes bind både til mænd og kvinder, der er særligt udviklet til at absorbere urin. Udgaven til mænd er udformet som en kaffetragt, der sikrer optimalt for lækage.