Apotekets gode råd til bekæmpelse af hovedlus
Midt i august vender landets skolebørn tilbage til skolebænken efter flere ugers sommerferie. Både forældre og børn forbinder denne tid med indkøb af bogpapir, penalhuse og madkasser. Men skolestarten styrker ikke blot boghandlernes forretning – skolestart er også højtid for hovedlus. Før man sender sit barn i skole eller institution efter en lang ferie, er det derfor vigtigt, at man undersøger barnets hår for uønskede beboere.
Det skal du bruge til at bekæmpe lus
Lus menes at have været menneskets faste følgesvend lige så længe, som menneskeheden har eksisteret. Man har fundet lus på mennesker, der kan dateres 20-25.000 år tilbage. Man kan derfor konkludere, at man næppe kommer problemet med lus til livs lige foreløbigt. I dag har vi dog nogle gode redskaber, som kan bruges i kampen mod lus: Lusekammen og luseshampooen.
Når du bruger luseshampoo
Mange anser luseshampoo for at være den nemme løsning på luseproblemet. I virkeligheden er luseshampoo dog ofte en dyr og tidskrævende metode, og mange vil opleve, at lusene hurtigt dukker op igen efter en behandling med luseshampoo. Det sker, fordi det kræver en vis præcision for at bruge shampooen rigtigt.
For meget vand kan eksempelvis fortynde midlet nok til, at nogle af lusene overlever. Ligeledes risikerer man, at hårbunden ikke behandles tilstrækkeligt, og som følge heraf vil allerede lagte æg klække i løbet af nogle dage. Vil man problemet til livs, må man derfor gentage behandlingen efter 8 dage og kæmme håret manuelt mellem behandlinger.
Bemærk, at lusemidler med stofferne malation og permethrin ikke er særligt effektive, da lus, ifølge danske undersøgelser, påviseligt har udviklet resistens over for disse midler. Risikoen for, at lus udvikler resistens er generelt et af problemerne ved, at man bruger giftstoffer mod dem.
Når du bruger lusekam
Manuel kæmning med lusekam er, hvis det gøres rigtigt, en effektiv metode til at slippe af med lus. Men det kræver, at man afsætter 30-45 minutter til struktureret kæmning hver anden dag.
At komme lus til livs ved kæmning kan virke som en uoverkommelig opgave, fordi der skal sættes så meget tid af til det. Det er dog en god metode, som er ganske skånsom ved håret og huden, sammenlignet med brugen af skrappe lusemidler, og som er effektiv, når man afsætter den nødvendige tid til at være grundig.
For at gøre kæmningen lettere kan man gnubbe håret ind i balsam. Balsam gør det nemmere for kammen at komme i gennem håret, og samtidig får lusene sværere ved at bevæge sig rundt.
Hvad kan du ellers gøre mod lus?
Når du eller dine børn har fået lus, er det vigtigt at holde øje med, om lusene ”smitter”, så alle, der har fået lusene, kan blive behandlet. For at mindske risikoen for at blive smittet, skal hårbørster, elastikker, tøjdyr og sengetøj fryses eller i karantæne i 48 timer.
Desuden skal skole, daginstitution og omgangskreds, informeres, så andre har mulighed for at holde udkig efter lusene – jo før behandling igangsættes, og jo mere nøjsom, man er, desto hurtigere bliver lusene udryddet.
Det skal du ikke gøre
Nogle steder kan man møde et misforstået råd om at anvende loppemidler til hunde og katte mod hovedlus, men det kan altså ikke tilrådes. Effekten af behandling med midler beregnet til dyr kendes ikke, man ved dog, at det kan havde skadelige følgevirkninger – derfor bør man ikke anvende dyrelusemidler, ligesom man heller ikke bør anvende insektmidler.
Grundet mistanke om at balsam forringer effekten af behandling med lægelige lusemidler, anbefales det desuden, at man undgår at anvende balsam umiddelbart før og i dagene efter en behandling. Der findes ikke entydige beviser på, at balsam spiller nogen rolle, men ønsker man en effektiv behandling, bør man altså undgå balsam for at være på den sikre side.
Alternative behandlingsformer
Som alternativ til de skrappe lusemidler findes lusemidler baseret på eksempelvis silikoneolie eller planteolier. Disse midler er ikke giftige, men kvæler i stedet lusene. Selvom behandling med oliebaserede produkter ikke er lige så skrapt som lægemidlerne mod lus, skal man altid følge brugsanvisningen, når man begynder behandlingen.
Hvis du er i tvivl om, hvilke midler, du kan tage i brug i kampen mod lusene, kan du spørge dig til råds på apoteket. Hos Bruuns Apotek hjælper vi gerne med at vælge det rette middel.