Antibiotika – brug mig med omtanke!

Piller med antibiotika

I Danmark er vi kommet langt med at reducere antallet af unødige antibiotikabehandlinger, men vi kan blive endnu bedre. Der er kun få bakterier, der er resistente, og hvor antibiotika ikke virker. Sådan skal det helst blive ved at være, så vi kan være sikre på at kunne blive behandlet for sygdom i fremtiden. Det betyder, at vi kun skal bruge antibiotika, når der er grund til det.

Når det virkelig gælder

Hvis du er alvorligt syg af en bakterieinfektion, så er den bedste behandling antibiotika. Man vil i de fleste tilfælde opleve en hurtig og effektiv bekæmpelse af sygdommen. Du skal altid igennem lægen, hvis du har behov for at få antibiotika, da det kræver en recept.

Nix pille – når det er virus!

Når man er forkølet eller har influenza, så er man ramt af virus og ikke bakterier. Her virker antibiotika ikke, og du vil ikke blive hurtigere rask eller lindre dine smerter. Kom ned på apoteket i stedet, så får du rådgivning, som kan hjælpe dig af med nogle af symptomerne.

Immunsystemet kan klare meget selv

Din krop klarer selv oprydningen!

Er du ramt af en let infektion med bakterier, så er kroppens eget immunforsvar den bedste modstander, der kan udrydde en let mellemørebetændelse eller en mild halsbetændelse. I mange tilfælde vil antibiotika ikke gøre dig hurtigere rask eller tage smerterne. Derimod vil du opleve bivirkninger fra antibiotika.

Antibiotika er ikke et bolsje!

Når du får en antibiotikakur, er det ikke uden bivirkninger, da kuren vil påvirke hele kroppens bakterieflora. Antibiotika enten dræber eller hæmmer bakterier i deres vækst og kan ikke kende forskel på de gode og naturlige bakterier man har i kroppen, og de skadelige bakterier der gør dig syg. Derfor kan man opleve at få diare eller svamp i mund eller skeden.

Du kan læse mere om antibiotikabehandling på www.antibiotikaellerej.dk, hvor du også kan finde information om hoste, øvre luftvejsinfektioner hos børn og urinvejsinfektioner.