Tør hud, fedtet hud, uren hud eller rødmosset hud – lider du (også) af en hudsygdom?

Døjer du med uren hud?

Hudsygdomme er synlige sygdomme, som ofte fører rødme, kløe og pletter med sig. Næsten ingen mennesker har en fejlfri hud – de fleste af os døjer med enten tør, fedtet, uren eller rødmosset hud. I nogle tilfælde kan denne tilstand i huden skyldes en decideret hudsygdom.

Der findes nemlig et hav af forskellige hudsygdomme, og det kan i mange tilfælde være svært at kende den ene fra den anden. Hudsygdomme plager rigtig mange danskeres liv, hvilket er en af grundene til, at Apotekerforeningen i marts har sat fokus på netop hudsygdomme.

Huden har rigtig mange funktioner og er faktisk kroppens største organ. Den holder på væske i kroppen, og er på den måde med til at undgå, at kroppen tørrer ud. Derudover er huden med til at beskytte os mod bakterier og betændelsestilstande. Med andre ord er vores hud vigtig for vores sundhed. Mange af os tænker dog sjældent på huden i den forbindelse. I stedet tænker vi på vores hud i forbindelse med skønhed og kosmetik.

De mest udbredte hudsygdomme

Akne er en meget udbredt hudsygdom

Der findes, som sagt, mange forskellige hudsygdomme, der alle minder meget om hinanden. Det kan være svært at skelne mellem dem, men det er alligevel vigtigt at få stillet den rette diagnose, da den rette diagnose er en forudsætning for en effektiv behandling.

Akne er en udbredt hudlidelse hos både unge og voksne kvinder. Mange tror at bumser, uren hud og akne hører puberteten og ungdommen til, men faktisk er op mod 5% af voksne kvinder i alderen 30-40 år også plaget af akne.

Akne er som regel meget generende for udseendet, idet lidelsen fremkalder store og ømme bumser, som over tid udvikler sig til såkaldte akne-ar. Akne kan blusse op, hvis man er stresset eller i forbindelse med menstruation. Det kan ligeledes forværres, hvis man udsættes for visse kemikalier og medikamenter.

En anden udbredt hudlidelse er rosacea, som er en kronisk betændelsestilstand. Symptomerne på rosacea er blandt andet, at huden i ansigtet bliver rød og hævet, og man vil desuden også opleve at få små udvidede blodkar, som med tiden kan udvikle sig til bumser. Symptomerne bliver forværret af blandt andet sollys og alkohol. Man vil derfor ofte opleve, at huden reagerer, efter man har indtaget alkohol.

Psoriasis er den mest udbredte hudsygdom i verden, og den findes hos op mod 165.000 danskere. Psoriasis er en særligt alvorlig hudsygdom, idet den ikke blot rammer huden. Patienter med psoriasis er nemlig tilbøjelige til at udvikle andre sygdomme såsom gigt, hjerte-kar-sygdomme, diabetes samt angst og depression. Der findes ingen behandlinger, der kan helbrede psoriasis, men derimod en række lægemidler som kan lindre symptomerne og dæmpe omsætningen i huden.

Kan hudsygdomme behandles gennem kostændringer?

Sund kost er en forudsætning for god hudDer er mange aspekter, der kan spille ind, når man udvikler en hudsygdom. Det kan være alt lige fra stress til usund kost. Der findes mange former for behandlinger, som naturligvis er tilpasset til den hudsygdom, man har.

De fleste hudlidelser kan lindres med tabletter, cremer og kostændringer. Særligt mælkesyrebakterier har vist sig at have en god effekt på hudlidelser, da den forbedrer huden.

Kostændringer kan desuden have en positiv effekt på hudsygdomme. Fødevarer, der er rige på kulhydrater, kan eksempelvis forværre visse hudlidelser. Sund og varieret kost vil stabilisere blodsukkeret, og giver næring til nye hudceller.

Nogle mener, at man med fordel kan undgå at indtage hurtige kulhydrater som sukker og stivelse, der findes i ris, kage, slik og lyst brød, og i stedet bestræbe sig på at indtage sunde fedtstoffer som for eksempel avocado, mandler, fede fisk og oliven.

Få hjælp på apoteket

Det kan være frustrerende at have uren hud og opleve, at ingen produkter forbedrer symptomerne. Det er derfor vigtigt at få stillet den rette diagnose hos sin praktiserende læge eller hos hudlægen. Når diagnosen er stillet, kan man påbegynde den rette behandling.

Hos Bruuns Apotek i Aarhus kan du altid få kompetent og professionel vejledning om de præparater, som din hudlæge eller praktiserende læge har anbefalet til netop din hudlidelse. Vi har det medicin og de lægemidler, du skal bruge, uanset om de fås på recept eller i håndkøb.